Af Michael Böss, Leder af Center for Irske Studier, Institut for Sprog, Litteratur og Kultur, Aarhus Universitet

Efter Anden Verdenskrig krigen opgav de fleste lande i Vesteuropa den protektionisme, hvormed de havde forsøgt at beskytte sig mod virkningerne af 1930’ernes depression. De konkluderede, at nationalstatens økonomiske grundlag ville være bedst sikret ved at styrke europæisk frihandel og samarbejde. Irland valgte dog, tro mod sin egen tradition, at stå uden for denne udvikling. De tre første efterkrigsregeringer fortsatte den isolationistiske politik og fastholdt målet om at gøre landet til en selvforsynende økonomisk enhed, dvs gøre Irland økonomisk uafhængigt af Storbritannien. Denne politik viste sig at få alvorlige konsekvenser og måtte til sidst revideres. Men først skulle landet igennem sin hidtil mest alvorlige økonomiske krise; en krise, som bragte visse af den nationalistiske bevægelses oprindelige målsætninger i miskredit i befolkningen.

Protektionismen forudsatte et købedygtigt hjemmemarked; men selv om den industrielle sektor oplevede et mindre opsving efter krigen, så var det irske marked alt for lille i sig selv til at danne grundlag for økonomisk vækst og industriel udbygning. Det irske lønniveau forblev derfor meget lavt, og da udenlandsk inflation samtidig betød højere priser på importerede råvarer og uundværlige forbrugsvarer, så oplevede store dele af befolkningen generelt en faldende levestandard. De forringede vilkår lod sig bl.a. aflæse i statistikker over børnedødelighed og en næsten epidemisk udbredelse af tuberkulose.

Regeringen forsøgte at løse problemet med det voksende underskud på betalingsbalancen over for udlandet med hårde finanspolitiske midler, fx forhøjede skatter og afgifter. Dette betød dog blot, at den økonomiske situation i Irland på få år gik fra lavvækst til regulær depression.

Storbritannien aftog dengang 80 % af al irsk eksport, som alene blev udgjort af landbrugsprodukter. Derfor var Irlands økonomi ikke blot stærkt sårbar over for prisudviklingen på det britiske marked, men også over for udsving i pundets værdi. Underskuddet på den irske handelsbalance i forhold Storbritannien blev således stærkt forøget, da den britiske regering i 1948 valgte at devaluere pundet for at gøre britiske produkter mere konkurrencedygtige på det internationale marked. Da den britiske regering samtidig begyndte at yde støtte til sit eget landbrug - for at kunne sænke prisen på dagligvarer - blev de britiske landmænds vilkår på det hjemlige marked på kort tid stærkt forbedrede i forhold til deres irske, danske og hollandske konkurrenter.

Uden alternative markeder at ty til, blev det irske landbrug derfor i de følgende år stærkt ramt og reduceret. Også det danske landbrug fik naturligvis lignende problemer. Men i modsætning til det irske landbrug formåede danske landmænd at tilpasse sig de nye forhold ved bl.a. at gå sammen om en industriel produktforarbejdning - eksempelvis ved at producere dåseskinke til det store amerikanske marked. Hidtil havde der været mange lighedspunkter mellem den økonomiske struktur i Irland og Danmark; men med industrialiseringen af det danske landbrug bragte Danmark sig et vigtigt skridt i retning af en industrialisering også på andre områder. En lignende udvikling skete ikke i Irland; dels fordi de nationalistiske regeringer i Irland var for længe om at indse, at landbruget ikke kan udgøre hovedfundamentet i en moderne national økonomi, dels fordi den irske andelsbevægelse aldrig var kommet til at spille den samme dynamiske rolle som i den danske samfundsøkonomi. Derfor så man en stadig større afvigelse af velstandsudviklingen i disse to små europæiske lande efter krigen.

Krisen i Irland havde - som altid i den slags situationer - en selvforstærkende virkning. I befolkningen bredte der sig en almindelig stemning af håbløshed og mismod, og potentielle indenlandske investorer mistede troen på, at regeringen havde vilje og evne til at rette op på forholdene. Den kapital, det fandtes på irske hænder, blev derfor for det meste investeret i udlandet eller sat i jord. Udenlandske investeringer var der heller ikke tale om, idet Fianna Fáil-regeringen allerede i 1930’erne havde gjort det ulovligt for udlændinge at eje virksomheder i Irland.

Situationen i Irland forekom så meget mere deprimerende, eftersom der både i Nordirland og resten af det Forenede Kongerige i netop de samme år skete et markant opsving i levestandarden, ikke blot pga af stigende lønninger og faldende fødevarepriser, men også pga opbygningen af det britiske velfærdssamfund. Denne skævhed blev for mange irere et argument for at udvandre.

Økonomisk vækst og tilbageslag er ikke blot et spørgsmål om et samspil mellem objektive faktorer - såsom økonomiske strukturer og markedets udbud og efterspørgsel - men også resultatet af en række ideologiske, kulturelle og psykologiske forhold.

Når historikerne har forsøgt at forklare, hvorfor det gik Irland så ekstremt dårligt efter krigen, har de derfor ikke blot henvist til den irske økonomis strukturproblemer - den lave industrialiseringsgrad. De har også påvist, sådan som vi netop har set, hvordan den nationalistiske ideologi modarbejdede en økonomisk modernisering. Dertil har de økonomiske historikere peget på en række mulige årsager af kulturel og psykologisk art.

Enkelte har ment, at den irske katolske kultur var en del af årsagen, fordi den ikke, sådan som protestantismen traditionelt har gjort det, havde "prædiket", at arbejde i sig selv er moralsk dannende, og det var til nytte for medmennesket - og dermed samfundet - at arbejde, investere og skabe profit.

Da Irland efter oliekriserne i 1970’erne på ny oplevede alvorlig økonomisk nedgang, argumenterede en højt anerkendt irsk historiker for, at årsagen snarere var at finde i en gammel irsk tilbøjelig til at lægge ansvaret fra sig og i stedet sige, at alle landets dårligdomme på en eller anden måde skyldtes omstændigheder, man ikke selv var herrer over, ikke mindst briternes historiske "uretfærdige" adfærd over for Irland. Denne holdning afholdt den almindelige irer fra at tage sig selv i nakken og forsøge at forbedre sin situation. Derved blev Irland et land uden iværksættere; et land, hvor det gav mere status at besidde jord og ejendom end at producere, skabe og præstere.

Der er også historikere, der har set udvandrerkulturen som en del af problemet. Den irske udvandringstradition gå helt tilbage til middelalderen, og selv om millioner af irere siden er udvandret fra Irland af økonomiske - og i ganske ubetydelig grad af politiske - årsager, så har denne udvandring aldrig udelukkende været motiveret af nød. Når man ser bort fra middelalderens irske munke, der drog i frivilligt "eksil" på kontinentet for at udbrede evangeliet og bygge klostre, så har udvandringen også været motiveret af drømmen om større materiel velstand, af trangen til udfordringer og eventyr samt af et behov for større personlig frihed. Det gjaldt fx forde tusinder af unge irske kvinder, der fra slutningen af 1800-tallet hvert år valgte at forlade landet for slå sig ned i USA. De udvandrede selv om det for mange af dem godt kunne lade sig gøre at få arbejde hjemme i Irland. Udvandringen blev ligefrem en "familietradition" og en del af den "nationale kultur".

Men selv om den til tider har medvirket til at løse hjemlige problemer, så har den også altid givet årsager til store lokale og menneskelige kriser. Det kan nemlig betyde en økonomisk og social katastrofe for en landsby at se sit befolkningstal halveret inden for en enkelt generation, og det er trist og ensomt at være mand ude på landet, hvis de unge kvinder udvandrer, og der ikke længere er nogen tilbage at gifte sig med. Udvandringen har også betydet, at Irland har mistet nogle af sine dygtigste og mest initiativrige unge, foruden den arbejdskraftreserve, som måske ville have kunnet tvinge regeringen til på et tidligere tidspunkt at ændre kurs og gøre noget alvorligt for at sætte fart i industrialiseringen.

Under alle omstændigheder viste den voldsomt stigende udvandring i 1950’ernes Irland, at de irske byer ikke var i stand til at opsuge den nok engang overflødiggjorte arbejdskraft fra landbruget. Så da den irske økonomi stagnerede samtidig med, at der skete en voldsom ekspansion af den britiske økonomi og levestandard, så valgte stadig flere irere at slå sig ned i industribyerne på den anden side af Det Irske Hav. Det var der ikke de store problemer forbundet med. Sproget var jo det samme, og da udvandringen til Storbritannien havde stået på i årtier, fandtes der i forvejen store irske mindretal i storbyer som Liverpool og Glasgow, som på den måde blev en form for irske "kolonier" i Storbritannien.

Den irske regering oplevede det naturligvis som et nederlag, at staten ikke var i stand til at fastholde sin egen befolkning. Men det var dog ikke alle, der udelukkende lod sig lokke af en højere levestandard. For mange var det udsigten til et liv i det personligt friere og kulturelt mere åbne og varierede britiske samfund, som attraktionen ved at udvandre.

Da den økonomiske og sociale krise var på sit højeste i 1958, udsendte en arbejdsgruppe under finansministeriet, under ledelse af ministeriets departementschef, T.K. Whitaker, en rapport om Økonomisk udvikling. Rapporten beskrev i klare vendinger årsagerne til miseren i samfundsøkonomien og foreslog desuden en strategi, der skulle føre til en genopretning.

Diagnosen lød, at der var mindst tre årsager til den udeblevne industrielle udvikling i Irland efter krigen. For det første havde de fortsatte protektionistiske foranstaltninger gjort irske industrivirksomheder ude af stand til at konkurrere på det internationale marked, hvor industriel massefremstilling havde ført til store prisfald på forbrugervarer. For det andet havde Irland manglet tilstrækkelige indenlandske og udenlandske investeringer. Og for det tredje havde regeringen undladt at spille den samme aktive rolle som i Storbritannien og andre dele af Europa, hvor efterkrigsregeringerne havde stimuleret økonomien efter såkaldt "keynesianske" principper for at få gang i den økonomiske vækst. Hovedkonklusionen var, at Irland havde bevæget sig ud på den økonomiske afgrunds rand. Redningen lå i at koble Irland på Europa og dermed på den økonomiske vækst, som fandtes dér.

Rapporten kom til at markere et skel i irsk politik; et skel, som symbolsk nok faldt sammen med de Valeras afgang som statsminister i 1959. Han blev afløst af sin nære politiske medarbejder gennem flere årtier, Sean Lemass (1899-1971). Lemass var en af de få Fianna Fáil-politiker, som fra partiets grundlæggelse havde insisteret på en moderat industrialisering. Skønt han opfattede sig som traditionel nationalist, var han dog kun i mindre grad personligt engageret af kulturelle spørgsmål. Han var først og fremmest optaget af at få Irland på økonomisk køl. Samme år han tiltrådte som statsminister, iværksatte han det program for Økonomisk ekspansion, som han havde ladet sin regering udarbejde på grundlag af Whitakers rapport. Strategien bestod i økonomisk liberalisering og statslige investeringer i produktive virksomheder, men først og fremmest i gennemførelsen af en række initiativer, der skulle tiltrække udenlandske eksportorienterede virksomheder.

Resultaterne udeblev da heller ikke. Allerede inden for de første fire år viste økonomien sig i klar bedring. Vendepunktet indtrådte på et tidspunkt, hvor resten af Europa oplevede særdeles "gode tider"; men alligevel er der ingen tvivl om, at Irland ikke ville have fået del i dem uden den politiske kursændring, som Lemass og hans regering stod for. Den nye kurs betød samtidig en radikal ændring af samfundsudviklingen, idet industrialiseringen reducerede landbrugets betydning for den nationale økonomi og gjorde Irland til et urbaniseret (dvs. med en stor bybefolkning) samfund med en stærkt ekspanderende arbejdsstyrke inden for industrien og servicesektoren. I løbet af 1960’erne blev der etableret over 350 udenlandske - fortrinsvis amerikanske - virksomheder i Irland. I det følgende årti skulle sådanne virksomheder stå for en stadig stigende eksport af farmaceutiske og højteknologiske produkter.

De særdeles gunstige skatteregler over for udenlandske selskaber havde den ulempe, at det meste af den profit, der blev skabt, forsvandt ud af landet igen i stedet for at blive kanaliseret ind i reinvestering eller produktudvikling. Alligevel oplevede landet en betragtelig forbedring af de generelle levevilkår, en midlertidig opbremsning af udvandringen og den første befolkningsvækst siden hungersnøden.

Det politiske kursskifte betød, at det irske samfund - i stedet for at lukke sig økonomisk, politisk og kulturelt om sin egen verden - åbnede sig mod verden udenfor. Åbningen skete ikke blot i forhold til Storbritannien og Europa, men også i forhold til internationale organisationer som FN, som pga. sovjetisk utilfredshed med den irske neutralitetspolitik under krigen først optog Irland som medlemsland i 1955.

Den nye økonomiske strategi - og ikke mindst en frihandelsaftale med Storbritannien i 1965 - gjorde det sidst i 1960’erne muligt for Irland at lægge billet ind på medlemskab af Fællesmarkedet. Medlemskabet, som blev en realitet fra 1973, kom til at få kolossal betydning for Irland, ikke blot økonomisk, men også politisk, socialt og kulturelt.

Rent økonomisk betød EF-medlemskabet, at Irland fik adgang til det store europæiske marked og derved blev mindre afhængigt af skiftende konjunkturer på det britiske marked. Samtidig fik Irland tilført store midler fra EF’s regionaludviklingsfond (den senere strukturfond) til at udvikle sine udkantsområder, fx gennem vejbyggeri og forbedret elektricitetsforsyning.

Set fra Bruxelles var hele Irland på det tidspunkt dog stort set at betragte som én stor underudviklet europæisk udkant, og endnu langt op i 1980’erne viste den irske økonomi betydelige svaghedstegn, deriblandt en rekordstor arbejdsløshedsprocent på 17 og en statsgæld på 129 % af BNP.

Så meget mere overraskende var det, at udviklingen i Irland i 1990’erne pludselig tog et spring ind i EF’s økonomiske eliteklasse. I 1997 viste statistikkerne en arbejdsløshed på blot 5 % og en reduktion af den offentlige gæld til 60 % af BNP. Samme år konstaterede det verdenskendte britiske nyhedsmagasin The Economist, at "her er en af de mest bemærkelsesværdige økonomiske forvandlinger i nyere tid: fra økonomisk invalid til "grøn tiger" på ti år". Året efter begyndte de første britiske og amerikanske aviser at trykke annoncer, hvor firmaer i Irland bad irske udvandrere om at overveje at flytte "hjem" til Irland for at løse et stigende problem med manglende kvalificeret arbejdskraft.

Irske og udenlandske økonomer kan ikke give nogen enkel forklaring på Irlands forvandling til en "grøn" eller - som man siger i Irland - "keltisk tiger". Blandt faktorerne nævnes støtten fra EU, kvindernes (forsinkede) indtog på arbejdsmarkedet, kapitalindsprøjtninger fra udlandet, offentlige besparelser, et voksende indenlandsk forbrug, en veluddannet, engelsktalende arbejdskraftsreserve og fred i Nordirland. Disse vilkår tilsammen gjorde det tiltrækkende for amerikanske firmaer at gøre Irland til et "brohoved" til det europæiske marked - ikke mindst for fremstillingen og videresalget af den slags produkter, der nu var et eksplosivt behov i Europa i de år, nemlig IT-produkter. Så godt som alle amerikanske computere, som bliver anvendt i bl.a. Danmark, er fremstillet i Irland, som hermed har fået en helt anden eksportprofil end for få årtier siden. Den europæiske integration og revolutionen inden for informations- og kommunikationsteknologien har således tilsammen ophævet betydningen af Irlands placering i Europas geografiske periferi.

Irlands succeshistorie er dog ikke uden skyggesider. For det første er der det problem, at størstedelen af Irlands industri er på udenlandske hænder. Den irske økonomis afhængighed af det særdeles ustabile IT-marked betyder, at et lokalområde på få år kan blive tildelt tusinder af nye arbejdspladser, for så blot at miste dem igen fra den ene dag til den anden, når den amerikanske modervirksomhed bliver tvunget til at foretage nedskæringer. For det andet er det kun visse afsnit af befolkningen, der nyder godt af den nye erhvervsudvikling. Dele af landbruget og den del af arbejdsstyrken, som ikke besidder de kvalifikationer, der kræves i den nye industri, oplever store økonomiske og sociale problemer. Da Irlands velfærdsprogrammer ikke er på samme niveau som i andre vesteuropæiske lande, er det irske samfund i dag er præget af en betydelig grad af ulighed. Med den fortsat høje vækst efter årtusindskiftet genererer den irske stat i dag dog så store indtægter, at regeringen har kunnet sætte sig som mål at omdanne Irland til et velfærdssamfund efter nordisk forbillede. Hvordan den skal kunne gøre det uden samtidig at gøre op med den nuværende skattepolitik er dog stort spørgsmål.